Mindeord om Bent Nielsen, Lokalformand for Offerrådgivningen i Midt- og Vestsjælland
- 04-04-17 22:48
Endnu en af vores stærke og dedikerede lokalformænd i Offerrådgivningen, Bent Nielsen fra Midt- og Vestsjælland, er afgået ved døden efter længere tids sygdom.
Vi mindes Bent som en lun og positiv person med tro på livet, hvor han i lang tid var sikker på, at han igen ville blive rask. Han holdt fast i håbet og havde viljen til at komme sig. Det er med sorg, vi nu må tage afsked med Bent.
Bent var en seriøs frivillig, som vi alle satte stor pris på, ligesom vi værdsatte hans behagelige samarbejdsform og altid imødekommende væsen. Bent mødte altid op til fælles møder i Offerrådgivningen i Danmark, til lokalformandsmøderne og deltog således i udviklingen af organisationen, hvor vi kunne mærke at offerrådgivningen stod ham nær, ikke mindst i Midt- og Vestsjælland.
Vi vil savne Bent, hans humor og varme, og er taknemmelige for, at vi fik lov til at lære ham at kende som et ordentligt og fint menneske og en seriøs formand.
Ære være hans minde.
På vegne af Offerrådgivningen i Danmark
Else Marie Buck