Er du kommet hjem fra ferie til et indbrud i dit hjem?

Børn reagerer også på indbrud

  • 28-07-15 18:24

Flere medier skriver, om sommerens "bølge af indbrud", og særlig slemt skulle det være i Nordjylland.

Kommer du hjem til et indbrud, skal du straks ringe til politiet på 114, og ud over at anmelde indbruddet, vil politiet fortælle dig, hvordan du skal forholde dig. Du må ikke ødelægge de spor, som politiet skal bruge i opklaringsarbejdet.

Når anmeldelse til politi og forsikringsselskab er overstået, oplever rigtig mange det mareridt det er, når tyveknægte har været i ens hjem, og har rodet rundt i private ejendele. Det er utrolig grænseoverskridende!

Det er ikke unormalt at opleve:
- utryghed i eget hjem
- angst for at være alene
- angst for at det skal ske igen
- søvnbesvær
- meget opmærksom på uventede lyde.

Hertil kommer, at der ved tyveriet kan være stjålet noget, der betyder rigtig meget for dig, og som ikke kan erstattes med penge. Et sådant tab af eksempelvis fotos eller arvestykker sætter nemt dybe spor!

Børn reagerer også på indbrud! Børn taler ikke altid så meget om det, men ændrer opførsel, og søger ofte nærvær med forældrene, og vil helst ikke sove alene - eller med lyset slukket.

Hvis du oplever disse reaktioner, er det altså ikke dig, der er noget galt med. Det er en naturlig reaktion på en uventet begivenhed.

Har du brug for nogen at tale med, er du altid velkommen til at ringe til Offerrådgivningen - enten til din lokale rådgivning, eller den gratis landstelefon på nr. 116 006.

Du kan også kontakte dit forsikringsselskab, som i mange tilfælde tilbyder hjælp.