Politikere skuffer ved fravalg af støtte til ofre

Ofre ikke omfattet af dagens politiske aftale

  • 17-03-15 16:27


Den politiske aftale betyder, at ofre for kriminalitet falder langt bagud i forhold til det øvrige Europa.

Politikerne vil ikke støtte op om, at der skal tages særligt hensyn til børn, som er udsat for kriminalitet.

Den adgang til information, som alle ofre i Europa får i deres egen sag, ønsker danske politikere ikke, at danske ofre skal have.

De særlige rettigheder som handicappede, ofre for voldtægt og menneskehandel har i EU, vil ikke gælde for danske statsborgere.

Beskyttelsen af ofre, som EU Direktivet lægger stor vægt på, vil vi heller ikke opleves i Danmark.

Offerrådgivningen i Danmark er en troværdig samarbejdspartner, som dagligt yder en medmenneskelig samtale og rådgivning til ofre. EU Direktivet taler om specialiseret og fri rådgivning, og her halter Danmark i den grad bagefter.

I Danmark er der generelt gode muligheder for ofre, som eksempelvis Erstatningsnævnet. Men hvis vi ikke tilslutter os Direktivet vil vi stille danske statsborgere ringere end øvrige EU-borgere.

Offerrådgivningen i Danmark har siden 2011 forsøgt at overbevise vores politikere om, at der bør søges indført parallellovgivning. Det har der ikke været lydhørhed over for. Det sidste håb for danske borgere er, at det af aftaleteksten fremgår, at "partierne er enige om at drøfte, om der er dele af offerdirektivet som skal gennemføres i dansk lov".

Det vil vi fastholde vores politikere på!


Steen Knudsen
​Landsformand
​Offerrådgivningen i Danmark