En mors nødråb!

Karina Klein er mor til en 18-årig pige i Herning der har været udsat for voldtægtsforsøg. Voldtægtsmanden er dømt, men til BT udtaler Karina Klein sig bl.a. om de familiemæssige konsekvenser:

"- Jeg er bare så frustreret. Det er jo lykkedes ham at splitte vores familie fuldstændig ad. Han har ødelagt vores liv. Min datter klarede sig godt, hun fik topkarakterer i skolen, og nu er hun fuldstændig ustyrlig. Hun får store følelsesudbrud og dropper ud af det ene efter det andet. Ja hun har har faktisk overvejet selvmord, siger hun, og forklarer, at hun også selv har ændret sig markant efter hændelsen."

Og til www.aoh.dk fortæller Karina Klein:

"- Min datter har kun fået fem timers psykologhjælp af kommunen efter voldtægtsforsøget, og hun kan ingenting i dag. Det er utroligt, at samfundet vil bruge millioner af kroner på voldtægtsforbryderen, men ikke på pigerne der er blevet udsat for forbrydelserne, siger moderen."

For Offerrådgivningen i Danmark er det næsten dagligt vi hører om mennekser, taler med mennesker, der har været udsat for grusomme ting og forfærdelige oplevelser, hvor kommunale myndigheder blot trækker på skulderen. Ofte er der ikke engang hjælp at hente på voldtægtscentrene, når følger af voldtægten viser sig efter et par måneder. Og de tilbud der evt. findes, varierer fra landsdel til landsdel! Offerrådgivningen oplever, at kommuner ringer for at få gratis psykologhjælp til en klient!

Der er intet unormalt i det, som Karina Kleins datter oplever, eller som hun reagerer. Der er heller ikke noget unormalt i, at der ikke er meget hjælp at hente i det offentlige system.

Offerrådgivningens knap 300 frivillige rådgivere udfører et stort stykke arbejde for, på et medmenneskelig plan, at hjælpe og tale med ofre, vidner og pårørende. Vi kan på ingen måde yde det samme som bl.a. krisepsykologer kan, og må desværre konstatere, at professionel hjælp er forbeholdt de, der enten har forsikret sig, eller selv har økonomisk betalingsmulighed.

Der er ingen tvivl om, at ved at spare på hjælpen til mennesker, der for eksempel har været udsat for en forbrydelse og som har brug for hjælp, pålægger samfundet sig enorme udgifter senere. Det er trist, at politikerne, hverken lokalt eller på landsplan, kan se det.

Mennesker der brækker et ben, udleverer vi jo heller ikke bare et plaster til. Vel?