Offerrådgivningen i Danmark får ny landsformand
- 25-04-18 15:05
Knut Arild Gulbrandsen afløser Else Marie Buck som ny landsformand.
Knut vil bl.a. arbejde for at Offerrådgivningen i Danmark bliver endnu mere synlig i danskernes bevidsthed og at ofrene sikres bedre støtte både retspolitisk og socialt.
”Mange flere danskere har brug for at kende os og vide, at de altid kan kontakte os og få gratis hjælp og rådgivning, hvis de har været udsat for en forbrydelse eller ulykke. Vi hjælper både ofre, vidner og pårørende efter voldsomme livsbegivenheder”, fortæller Knut Arild Gulbrandsen.
”Vi er optaget af ofrenes behov. Vi sørger for, at de bliver hørt og hjulpet videre og helst tilbage til et normalt liv hurtigst muligt. Der er behov for at fastholde fokus på offeromsorg – og vi mangler en målrettet strategi for offeromsorgen i Danmark. Det giver også tryghed for folk at vide, at der altid er et menneske, vi tillidsfuldt kan ringe til og som drager omsorg for os, hvis ulykken er ude”, siger den nye landsformand for Offerrådgivningen i Danmark.
Knut er 55 år, bor i Nørresundby i Nordjylland, hvor han til daglig er leder af Den Sociale Skadestue og Offerrådgivningen i Nordjylland. Knut har en professionel bred baggrund inden for det socialpædagogiske og psykologiske område. Knut har derudover arbejdet som frivillig offerrådgiver i 15 år og er stærkt engageret i bestyrelsesarbejde lokalt i Nordjylland og på landsplan som næstformand for Offerrådgivningen i Danmark.
Knut Arild Gulbrandsen overtager formandsstolen efter Else Marie Buck, som de sidste 2 ½ år har ydet en enestående indsats for at videreudvikle og styrke OIDs organisation og ressourcer. Det har været vigtigt for Else Marie at få de lokale offerrådgivninger med i dialogen om denne udvikling og at få sat OID på landkortet, både i Danmark og i det internationale samarbejde med de europæiske offerrådgivninger.