Ny formand for Offerrådgivningen i Danmark

Offerrådgivningen i Danmark (OID) valgte på sit ordinære Repræsentantskabsmøde i Vejle den 14. april 2012 ny formand.

  • 21-05-12 10:27

De lokale offerrådgivninger valgte Steen Knudsen (56) fra Fredericia. Steen Knudsen har i mere end 10 år været rådgiver og indtager nu formandsposten for den landsdækkende organisation.

Der har i den seneste tid været langt mere fokus på ofrene for forbrydelser, og Steen Knudsen hilser denne udvikling velkommen. ”Det kan ikke være rigtigt, at det er den kriminelle gerningsmand, der skal have hjælp til at komme videre, mens ofret sidder forladt tilbage, og så godt som ingen hjælp kan få,” udtaler Steen Knudsen, og forsætter: ”Det glæder mig, at politikerne for alvor er ved at få øjnene op for ofrene, og nu forventes at vedtage love, der hjælper ofrene lidt videre. Men der er lang vej igen!”.

En vifte af tilbud er på Offerrådgivningens ønskeseddel, for at ofrene kan komme videre i livet:

  1. Der skal være et tilbud om psykologhjælp til ofre, og det skal ikke begrænses af 12 timers reglen. Egenbetalingen skal afskaffes.
  2. Der skal være adskilte venterum i retsbygningerne, så ofre ikke skal sidde sammen med deres gerningsmænd, og vente på retssagen skrider frem. Det gælder også f.eks. forældre, der er skal sidde i samme venterum, som den bilist der har kørt deres barn ihjel, og som måske sidder sammen med en flok kammerater og venter.
  3. Ofre for personfarlig kriminalitet skal have en kontaktperson, der kan følge dem og deres sag; helt som den kriminelle har Kriminalforsorgen!
  4. Ventetiden for en retssag er for ofre en næsten ubærlig og smertefuld ventetid, og en sag skal tit gennem to retsinstanser. Fra retten modtager en sag, skal der ikke gå mere end tre uger, før den er berammet.
  5. Yderligere midler til at forbedre de danske tilbud til ofre skal komme fra gerningsmændene. Derfor ønsker OID en offerfond, hvor gerningsmanden indbetaler kr. 4-500,- som skal gå til at hjælpe ofrene.
  6. Folketinget må erkende, at selv om det er frivillige der gør et stort og ulønnet arbejde, skal der en administration til. En landsdækkende hjælp til mennesker døgnet rundt, der uden egen skyld er kommet i en voldsom og uoverskuelig situation, kan ikke drives med den gode vilje alene. Gennem de sidste 10 år er Offerrådgivningen drevet for kun kr. 2 millioner om året, og er ikke blevet reguleret. Der er behov for yderligere midler til administrativ støtte til de mange frivillige rundt i landet.

OIDs knap 300 frivillige og ulønnede rådgivere hjalp sidste år 3.733 borgere, der havde brug for hjælp. I forbindelse med Repræsentantskabsmødet blev der udgivet en årsrapport, som kan ses på www.offerraadgivning.dk.

For yderligere oplysninger og kommentarer:
Formand Steen Knudsen, 3190 4212