Vold, trusler og frygt en del af hverdagen, og ofte anmeldes det ikke

Hvad vil du gøre, hvis du var et offer?

  • 21-08-15 15:56

 

Når vi læser i avisen, at en borger har været udsat for vold, er det ofte ikke hele historien. Alt for ofte er volden forbundet med trusler om mere vold, og ofret lever i lang tid i frygt.

Et eksempel fra hverdagen er den unge mand på 21 år, der er på vej hjem fra fest. Helt umotiveret bliver han overfaldet af tre ukendte, som vælter ham omkuld, slår og sparker ham. Ofret mister et par tænder, og har derudover et par løse. Ilde tilredt bliver han slæbt med hen til en pengeautomat, og tvunget til at hæve det han kan. De tager hans mobiltelefon!

Her stoppede det bare ikke. "Nu ved vi hvem du er, og hvis du melder det til politiet, skal vi nok finde dig!" var det sidste den unge mand husker, inden gerningsmændene løb væk.

Offerrådgivningen i Danmark har indtil nu hjulpet den unge mand med samtaler, og diskuteret om det skal anmeldes til politiet. Udgangspunktet er, at naturligvis skal det anmeldes, og vi går gerne med. Hele vejen!

Men hvordan fjerner vi den unge mands frygt?
Kan politiet yde den nødvendige beskyttelse?

I dagens Danmark hører vold og trusler alt for ofte sammen, og mange anmelder det ikke - alene på grund af frygt. Anmeldes det ikke, er der heller ikke mulighed for erstatning for tænder, tøj og penge til det 21-årige offer.

Hvad vil du gøre, hvis du var et offer?